Hiking with Marie


Den perfekte begynder-rute

Skrevet af

d.

Skal du afsted på din første vandretur,
men synes det er svært at finde en god rute?

Her er mit forslag til Sjællands bedste begynder-rute.

(Fyn og Jylland har jeg desværre ikke udforsket nok til at kunne udtale mig om de bedste ruter der)

Efter min mening er det Sjællands skønneste vandrerute, og jeg vil varmt anbefale den til alle. Ruten opfylder alle mine krav til en god tur: Den byder på varieret og smuk natur, går næsten udelukkende ad stier, er nem at følge, og kan planlægges som en 2- eller 3-dagstur.

Vejviser skilt på Skjoldungestien - en god begynder-rute

HVOR skal din første tur gå hen?

Din første vandretur skal helst være en succes. Vælg derfor en rute, hvor naturen er i centrum, og hvor du virkelig kan opleve friheden og roen i det fri. Bedst er en rute, der fører dig gennem varieret natur, der vil du få opfyldt alle dine vandredrømme og forestillinger.

Undgå ruter med meget landevej – de kan føles monotone, og man har alt for god tid til at tænke på alle de steder, det gør ondt. Og ja, dine fødder vil blive ømme uanset hvad, men man lægger ikke nær så meget mærke til det, når man går i smukke omgivelser.

Jeg anbefaler, at du starter med Skjoldungestien – det er en af mine yndlingsruter og en virkelig naturskøn oplevelse.

Skjoldungestien strækker sig mellem Roskilde og Hvalsø og går gennem Nationalpark Skjoldungernes Land. Undervejs følger ruten naturstier gennem skove, langs marker, søer og åer og forbi flere spændende kulturhistoriske steder.

Du kan læse mere om rutens forløb og den praktiske planlægning her.

Skjoldungestien ved Boserup Skoven - en god begynder-rute

HVORFOR skal du starte med Skjoldungestien?

Du bør starte dit vandreeventyr på Skjoldungestien, fordi ruten opfylder alle de vigtigste krav og ønsker, man kan have til en vandrerute.

  • Ruten er fyldt med smuk og varieret natur.
  • Landskabet skifter hele tiden, og hvert sving byder på nye oplevelser.
  • Ruten følger primært naturstier, med kun få korte stræk på asfalt.
  • Stien er godt skiltet og nem at følge.
  • Længden er perfekt til en weekendtur og overkommelig for en nybegynder.
  • Ruten er fleksibel og kan gennemføres over 2 eller 3 dage.
  • Der er gode overnatningsmuligheder, og shelterne er smukt placeret i naturen.

Efter min mening er Skjoldungestien Sjællands bedste vandrerute – den smukkeste og mest inspirerende. Der er næsten garanti for en fantastisk oplevelse!

Billeder fra 2024, hvor jeg gik Skjoldungestien i alle årstider.
Det var fascinerende at se, hvordan naturen ændrede sig.

HVORNÅR skal du gå din første tur?

Sommer er selvfølgelig den mest behagelige årstid at vandre i. Vejret er oftest godt, dagene er varme, og nætterne lune. Jeg vil anbefale, at du starter dit vandreeventyr om sommeren – det er den nemmeste årstid og stiller ikke så store krav til udstyret.

De smukkeste årstider, synes jeg, er foråret, hvor alt er nyudsprunget, og efteråret, med alle farverne. Men vejret kan være mere uforudsigeligt, og nætterne er kølige, hvilket stiller større krav til ens udstyr.

Vinteren vil jeg fraråde som den første tur, da det kræver godt udstyr og en stor viljestyrke, hvis vejret er barskt.
Min anden vandretur nogensinde var faktisk Skjoldungestien, en februarweekend med -5 grader og hård vind. At tage afsted under de forhold og uden erfaring, er nok en af de dummeste ideer, jeg har haft. Jeg måtte give op om lørdagen og blev hentet efter at have kæmpet mig frem et par timer i hård modvind og begyndende snestorm. Jeg havde klaret natten ok, men mine pløkker var frosset fast i jorden, det var svært at koge vand til mad, og det var virkelig koldt.
Det var bare ikke sjovt; det var ikke en succesoplevelse, og det skal den første tur helst være, for at man gider fortsætte.

(Jeg prøvede dog igen to måneder senere, da foråret var indtruffet, og havde en fantastisk tur)

Shelter i Boserup Skoven med udsigt ud over Roskilde Fjord

HVORDAN skal du tilrettelægge turen?

Hvor mange dage vil du gå? Hvor vil du starte? Hvor skal du overnatte?
Disse er de første detaljer, du skal have styr på.
Ruten kan gennemføres over både 2 og 3 dage og i begge retninger.

  • 2-dagstur – Hvis du ikke er klar til at starte ud med en hel weekend, kan du nøjes med én overnatning. Der ligger en fin shelterplads ved Gl. Lejre, ca. halvvejs på ruten – 19 km fra Hvalsø og 13 km fra Roskilde. Jeg vil foreslå at starte i Hvalsø, så du har den længste distance på dag 1.
  • 3-dagstur – Jeg vil altid foretrække en tur med 2 overnatninger, så man har en hel vandredag. At vågne i et shelter, spise morgenmad, pakke sammen, gå en hel dag og derefter ankomme til et nyt shelter om eftermiddagen, pakke ud igen og nyde en aften, hvor man er træt og glad efter en god dag på benene. Det giver den rigtige følelse af at være på vandretur.
    Ved en 3-dagstur overnatter man i Boserup Skov og i Bidstrup Skovene og får en hel vandredag på 22 km.
    Om du starter i Hvalsø eller Roskilde betyder ikke så meget, da der er 6 km til overnatningsmuligheder i begge retninger.

Læs min rutebeskrivelse her, samt find oplysninger om alt det praktiske.

Tog passere forbi langs Skjoldungestien

Transport til og fra ruten

  • Tog – Hvis du ankommer med offentlig transport, vil jeg anbefale at starte i Hvalsø. Det er nemmere at komme hjem fra Roskilde, når turen slutter, og efter en weekend på benene vil man gerne hurtigt hjem.
  • Bil – Hvis du ankommer i bil, anbefaler jeg at parkere ved slutdestinationen og tage toget til startpunktet. Det er altid rarest at kunne afslutte turen ved bilen og undgå offentlig transport, når man er træt og bare gerne vil hjem om søndagen.
    I skrivende stund kan man parkere gratis i begge byer – ved stationen i Hvalsø og på havnen ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde.
Billede af Hiking with Marie på hendes første vandretur

Min første vandretur

Min første tur var på Møn i sommeren 2017, hvor jeg gik fra Stege ud til Nyord og tilbage igen. Som nybegynder i vandreverdenen vidste jeg ikke helt, hvordan man planlagde en vandretur, men jeg havde hørt om den dengang nyindviede vandrerute Camønoen. Folkene bag ruten havde lavet et godt stykke arbejde med planlægningsmaterialet, så det var nemt at finde en strækning i en længde, jeg tænkte, jeg kunne klare. Naturmæssigt var ruten ikke den mest spændende – Nyord er selvfølgelig et skønt sted, men da man primært skal gå ad landeveje for at komme dertil, er det ikke en strækning, jeg vil anbefale som første tur. Der findes mange andre, mere spændende og naturskønne ruter.
Trods det havde jeg en fantastisk tur, og det blev starten på min passion for vandring.

Andre gode begynder-ruter.

  • GRIBSKOV RUNDT er også en god begynder-rute. Man går hele turen i skoven, og der er mange muligheder for at afkorte ruten, hvis man kun ønsker én overnatning eller måske har overvurderet sin udholdenhed. Der er masser af overnatningsmuligheder, så ruten kan nemt tilpasses til ens behov.
    Læs mere om mit ruteforslag her.
  • STEVNS KLINT TRAMPESTI er også en god mulighed. Det er en utrolig smuk naturrute i en overkommelig længde, som kan tages over både 2 og 3 dage. Det eneste minus ved ruten er, at det kan være vanskeligt at få transportlogistikken til at hænge sammen.
    Læse mere om mit ruteforslag her.

Vil du have besked, når der kommer nye ruter og gode råd til vandreture?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev – så holder jeg dig opdateret.

Max. en mail om måneden

Kategorier: ,

Del dine gode råd

Skriv en kommentar om dine erfaringer og gode råd, som ville kunne komme andre til gode.
Eller stil mig gerne spørgsmål, hvis der er noget du vil vide mere om.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

×