Hiking with Marie


Skovsti i Gribskov

GRIBSKOV

35 km rundtur

Ruten

Start på parkeringspladsen ved Tyskeplantage (her).
Ruten går op langs østsiden af skoven og krydser ved Esrum Sø. Følger søens bred ned forbi Nødebo og går derefter tilbage til startstedet. Ruten er ikke afmærket, men der er mange stier, så turen kan nemt afkortes eller forlænges. Man kan også starte ved en af skovens togstationer. Der er flere overnatningsmuligheder, afhængigt af startstedet (se afsnittet om overnatning nedenfor).

Gribskov er Danmarks fjerde største skov, og det er fantastisk at kunne tilbringe en hel weekend på at vandre rundt i den. Man kommer igennem flere forskellige typer skov, og det er sjovt at opleve den forskel, der er i stemningen. Fra nåleskovens tyste magi til løvskovens livlige harmoni. Det gør vandreturen varieret og stemningsfuld.

Følg ruten på Komoot, klik her.

Indgang til Gribskov fra Gadevang

Fredag – 4 km

Start på parkeringspladsen i Tyskerplantagen, og gå op gennem skoven til landsbyen Gadevang. Lidt nord for byen ligger nattens lejrplads i en gammel grusgrav i skoven.

Togoverskæring i Gribskov

Lørdag – 22 km

Fortsæt turen op gennem østsiden af skoven. Man kommer gennem forskellige typer skov og krydser jernbanen flere gange. Helt oppe i den nordlige del af skoven drejer man over til Esrum Sø og følger søbredden ned til nattens lejrplads.

Skovsti igennem nåleskov i Gribskov

Søndag – 9 km

Fortsæt sydpå langs søbredden, gå øst om Nødebo og ned gennem skoven tilbage til startstedet.

Den praktiske planlægning

Sidst opdateret d. 01-08-2024

Tjek altid om informationen er gyldig inden du tager på tur, det er ikke så sjovt at stå ude på ruten ved en nedlagt lejrplads eller en lukket vandhane.

Overnatningsmulighed i Gribskov

Overnatningsmuligheder

Links til info om pladserne.

Der er rigtig mange sheltere og teltpladser i Gribskov, så man kan tilrettelægge sin tur på mange måder. Sheltere kan bookes, mens teltpladserne er “først til mølle”. Find dem alle her på udinaturen.dk.

Jeg valgte disse to, da de passede med dagsetapperne.

(og alle shelters langs Esrum Sø var booket)

  1. Helledes Bakke Shelterplads – Anbefales til første overnatning.
  2. Søskoven, Graverhus – Anbefales til anden overnatning.
Helledes Bakke Shelterplads

Helledes Bakke Shelterplads

Der ligger tre sheltere på pladsen, men desværre er der hverken toilet eller vand. Pladsen kan bookes, men der ligger to teltpladser lige ved siden af, som kan bruges, hvis der er optaget.

Teltplads Søskoven, Graverhus

Søskoven, Graverhus

Stor teltplads med vand og muldtoilet. Der ligger mange sheltere langs Esrum Sø, men de er populære og ofte fuldt booket tre måneder frem. Denne teltplads er “først-til-mølle” og har plads til rigtig mange telte.

Drikkevand i Gribskov

Vand

Vand er altafgørende på en vandretur, her er en liste over de muligheder jeg har fundet på ruten.

Der er ikke mange muligheder for at tanke vand i skoven. Når jeg starter turen, medbringer jeg vand nok til at klare mig frem til lørdagens lejrplads. Her kan man tanke vand til resten af turen. Det er dog muligt at lave en omvej ca. midt på lørdagens stræk hen til en lejrplads med vand.

OBS: Vandhanerne kan være lukket om vinteren. Der står intet om det på hjemmesiden, men da det bare er fritstående vandrør, tænker jeg, at de er lukket i frostvejr.

  1. Bolandshus – 1 km detour fra ruten.
  2. Graverhus

Mine eventyr på ruten

April 2024

En hyggelig forårstur i skoven sammen med en veninde. Der var små forårstegn rundt omkring, grønne skud på træerne og anemoner i skovbunden.

Februar 2022

En meget kold tur i skoven. Det var smukt, klart frostvejr hele weekenden, høj sol, blå himmel og helt vindstille. Helt perfekt vejr.
Jeg overnattede i telt begge nætter, og det var en oplevelse. Kondensen frøs til is på indersiden og rimfrosten lå på ydersiden. Hele teltet var frossent da jeg pakkede det ned lørdag morgen og det var frossent da jeg satte det op igen om aftenen.

Del dine erfaringer fra stien

Skriv en kommentar om din tur, fortæl om dine oplevelser, erfaringer og evt. udfordringer du stødte på, som ville kunne komme andre til gode.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

×