
FJORDSTIEN – etape 6
46 km fra Kundby Huse til Holbæk
Ruten
Etapen starter ved Kyndby Huse og følger kysten hele vejen ned til Munkholmbroen. Efter broen fortsætter man nordpå gennem skovene til Holbæk.
Det var ikke nemt at få logistikken til at gå op på denne etape. Jeg overvejede to mulige ruter, men valgte den beskrevne på grund af fredagens offentlige transportmuligheder (se afsnittet om fredagens stræk). Den alternative rute er beskrevet under overnatningsmuligheder i den praktiske planlægning.
Dette er nok Fjordstiens bedste og smukkeste etape. Størstedelen af turen foregår ad skønne naturstier langs kysten, og kun få korte stræk er på asfalt.
Følg ruten på Komoot, klik her.

Fredag – 7 km
Vi startede turen ved Krogstrup og gik ad landevejen ud til Kyndby Huse.
Man kan tage bus 313 fra Frederiksund og helt ud til etapens start, men da vi kom med bus 230R fra Kirke Hyllinge, virkede det fjollet at tage hele vejen til Frederikssund. Desuden passede de to busser ikke sammen, og vi ville have lang ventetid. Vi besluttede derfor at hoppe af bussen så tæt på som muligt og gå ud til Kyndby Huse i stedet.

Lørdag – 22 km
Følg kysten sydpå ad naturstier og grusveje og rundt langs næsset til Vellerup. Herfra må man gå et lille stræk langs landevejen til Egholm Skov, hvor man kan dreje fra og komme ud til kysten igen. Fortsæt ad kyststien forbi smukke Ejby Ådal til Ejby, hvor man overnatter.

Søndag – 17 km
Dagen starter med et lille stræk langs landevejen til Bramsnæsvig, hvor man drejer fra og følger grusstien ud til kysten og skovsti ned til Munkholmbroen. Over på den anden side af broen drejer man nordpå og går op igennem skovene til Holbæk Marina. Herfra er der grussti langs kysten resten af vejen ind til Holbæk Ny Havn. Gå ind igennem byen og slut turen på stationen.
Den praktiske planlægning
Sidst opdateret d. 13-02-2024
Tjek altid om informationen er gyldig inden du tager på tur, det er ikke så sjovt at stå ude på ruten ved en nedlagt lejrplads eller en lukket vandhane.

Overnatningsmuligheder
Links til info om pladserne.
- Shelter Kyndby Huse – Anbefales til første overnatning.
- Hammer Bakke, shelter – 1 “først-til-mølle” shelter og fri teltning.
- Ligger 9 km efter plads nr. 1.
- Ejby teltplads ved Isefjorden – Anbefales til anden overnatning.
- First Camp Holbæk Fjord – Campingplads.
- Ligger 4 km før Holbæk station.
Alternativ rute kan laves ved at bruge overnatningsstederne nr. 2 + 4.
Hvis man tager bussen ud og starter ved Kyndby Huse, vil dagsstrækningerne blive således: 9 km / 26 km / 4 km, i alt 39 km.

Shelter Kyndby Huse
Her ligger 1 shelter på et stort grønt område omkranset af træer. Desværre er der hverken toilet eller vand.
Hvis man vil være sikker på en plads, kan shelteret bookes, men der er masser af plads til at slå telt op, hvis det er optaget.

Ejby teltplads ved Isefjorden
Dette er bare en lille plet græs, hvor man må slå sit telt op. Der er hverken vand eller toilet i nærheden.

Vand
Vand er altafgørende på en vandretur, her er en liste over de muligheder jeg har fundet på ruten.
Der er ikke vand ved nogen af etapens overnatningssteder, så man skal huske at tanke, når man kan. Jeg ville hjemmefra medbringe vand, så jeg kan klare mig indtil lørdag middag og gøre stop ved Vellerup Kirke. Ved Ejby Havn tanker man vand, så man kan klare resten af turen. Søndag kan man evt. fylde op, når man passerer mulighederne.
- Kyndby Kirke
- Hammer Bakke Havn – Det skulle være muligt at få vand ved havnen.
- Vellerup Kirke – 300 m afstikker fra ruten.
- Ejby Havn – Offentligt toilet med vand.
- Munkholmkiosken – Offentligt toilet med vand.
- Holbæk Marina Dragerup Vig – Offentligt toilet med vand.
Mine eventyr på ruten
April 2023
En lun weekend, hvor naturen så småt begyndte at vise forårstegn.
Denne tur var afslutningen på “Projekt Fjordstien”, som jeg havde med en veninde. Vi har sammen gået de 8 etaper; første tur var i 2019, og pga. coronarestriktioner og et langt sygdomsforløb lykkedes det os først at færdiggøre projektet i 2023. Det har været hyggeligt at være fælles om et større projekt og have én at dele oplevelserne med.
















Skriv et svar