Hiking with Marie


Fjordstien

Etape 1 - Etape 2 - Etape 3 - Etape 4 - Etape 5 - Etape 6 - Etape 7 - Etape 8

Fjordstien etape 2 fra Frederikssund til Roskilde

FJORDSTIEN – etape 2

36 km fra Frederikssund til Roskilde

Ruten

Etapen følger kysten fra Frederikssund ned gennem Jyllinge til Roskilde.

Der er en del vandring igennem by og langs landevej, men heldigvis også lidt natursti og grusveje indimellem.

Jeg blev meget positivt overrasket på turen, da mange af de små landeveje mellem Frederikssund og Jyllinge viste sig at være grusveje og ikke asfalt.

Følg ruten på Komoot, klik her.

Fjordstien (etape 2) i Sillebro Ådal

Fredag – 2 km

Start turen på Frederiksund Station, gå ud til Sillebro Ådal og nattens lejrplads.

Fjordstien (etape 2) med udsigt ud over Roskilde fjord

Lørdag – 21 km

Start dagen med en tur igennem Frederikssund og ud til kysten. Følg småveje sydpå til Jyllinge; det er primært små, hyggelige grusveje. Fortsæt ned igennem byen forbi havnen, og drej ind mod den store landevej. Følg den ca. 1 km, og lige efter vigen drejer man ind på en natursti. Den går en bue ud langs kysten og ned til Salvadparken, hvor man kan overnatte.

Fjordstien (etape 2) med udsigt til Roskilde Havn

Søndag – 13 km

Turen fortsætter ad naturstien rundt langs kysten, til man igen rammer landevejen. Følg den ned til Roskilde, og gå ad villavejene langs kysten. Ved havnen drejer man op igennem byen og slutter turen ved stationen.

Den praktiske planlægning

Sidst opdateret d. 12-02-2024

Tjek altid om informationen er gyldig inden du tager på tur, det er ikke så sjovt at stå ude på ruten ved en nedlagt lejrplads eller en lukket vandhane.

Overnatningsmuligheder langs Fjordstiens etape 2 mellem Frederikssund og Roskilde

Overnatningsmuligheder

Links til info om pladserne.

  1. Shelters Sillebro Ådal – Anbefales til første overnatning.
  2. Shelterpladsen Gulddysse Vest – 2 shelters, kan bookes.
    • Ligger ca. halvvejs på etapen. Den alternative rute bliver ca. 1 km længere ved dette shelter.
    • Toilet og vand ca. 400 m fra pladsen.
  3. Salvadparken, shelterplads – Anbefales til anden overnatning.
Shelters Sillebro Ådal

Shelters Sillebro Ådal

Der ligger 6 shelters i Sillebro Ådal, som alle kan bookes.
Jeg havde booket Shelter Njord, da det lå lidt afsides ved en lille sø. Der står, at det er et kombineret shelter og bålhytte, men det er bare en bålhytte med brede bænke. Udover at være meget smalle sovepladser, er det så skævt og nedslidt, at det kun var muligt at sove på en af bænkene. Da vi var 2, endte vi med at trække bord-bænke-sættet helt ind i hytten, og en sov ovenpå det. Alle de andre shelters var optagede, så vi havde intet andet valg. Jeg vil klart anbefale, at man booker et af de andre.
Der er toilet og vand ca. 100 m fra shelterne.

Salvadparken, shelterplads

Salvadparken, shelterplads

Her ligger 2 fine shelters og et muldtoilet. Desværre er der ingen vand.
Shelterne kan bookes, men der er masser af plads til telte, hvis de er optagede.

Drikkevand langs Fjordstiens etape 2 mellem Frederikssund og Roskilde

Vand

Vand er altafgørende på en vandretur, her er en liste over de muligheder jeg har fundet på ruten.

Der er vand ved fredagens shelter, så jeg ville ikke medbringe noget hjemmefra. Lørdag morgen fylder man drikkedunken, og i Jyllinge tanker man vand til resten af turen. Der er ingen vand ved lørdagens lejrplads.

  1. Toilet v. P-plads Sillebro Ådal – Ligger ca. 100 m fra shelterne.
  2. Jyllinge Kirke – Ca. 400 m afstikker fra ruten.
  3. Klinten Jyllinge – Offentlig toiletbygning m. vand, ligger på ruten, men jeg ved ikke, om det er åbent året rundt.

Mine eventyr på ruten

September 2022

En dejlig sensommertur sammen med en veninde.
Vi blev meget positivt overrasket over alle grusvejene mellem Frederikssund og Jyllinge, da vi troede, det var asfaltlandeveje.
Til gengæld var søndagen ikke særlig spændende; der er meget trafik på den store landevej og ind igennem Roskilde.

Del dine erfaringer fra stien

Skriv en kommentar om din tur, fortæl om dine oplevelser, erfaringer og evt. udfordringer du stødte på, som ville kunne komme andre til gode.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

×