Hiking with Marie


Værslevstien med udsigt til skov i efterårsfarver

VÆRSLEVSTIEN

30 km fra Gørlev til Kalundborg

Ruten

Stien starter ved Gørlev Station og følger det nedlagte jernbanespor til Værløse. Herfra fortsætter man ad landeveje til Kalundborg.

Jernbanesporet skærer sig meget lige igennem landskabet, så det er ikke den mest spændende eller udfordrende rute at gå. Man kan lade tankerne flyve og bare sætte den ene fod foran den anden – det er nærmest umuligt at gå forkert.

Følg ruten på Komoot, klik her.

Værslevstien start ved Gørlev Station

Fredag – 5 km

Stien starter ved Gørlev Station og følger det nedlagte jernbanespor mod nord. Ved Bakkendrup tager man en afstikker fra stien og går ad landevejen til Tissø, hvor man kan overnatte.

Værslevstien med udsigt til efterårsskov

Lørdag – 20 km

Start dagen med at gå tilbage til stien og fortsæt videre mod nord. Jernbanesporeret krydser landeveje, passerer små landsbyer, går under gamle broer, langs marker, læhegn og småskove. Man får virkelig set landbrugs-Danmark fra den idylliske side.
Stien slutter lidt øst for Værslev, og turen fortsætter ad landeveje gennem Værslev og Kærby til Tømmerup, hvor man kan overnatte.

Værslevstien igennem industrikvarteret i Kalundborg

Søndag – 5 km

Rutens sidste stræk går gennem Kalundborgs industrikvarter til stationen.

Den praktiske planlægning

Sidst opdateret d. 30-01-2024

Tjek altid om informationen er gyldig inden du tager på tur, det er ikke så sjovt at stå ude på ruten ved en nedlagt lejrplads eller en lukket vandhane.

Overnatningsmuligheder langs Værslevstien

Overnatningsmuligheder

Links til info om pladserne.

  1. Fugledegård (Tissø Vikingecenter) – Anbefales til første overnatning.
    • Hvis alt er booket, så tjek brugminbaghave.dk, der er flere brugbare haver ved Tissø.
  2. Ubberup Højskole – Man skal ringe i forvejen.
  3. Tømmerup shelter-og teltplads – Anbefales til anden overnatning.
Shelter ved Fugledegård (Tissø Vikingecenter)

(Beklager det mørke billede, jeg havde ikke fokus på at tage billeder dengang jeg gik turen)

Fugledegård (Tissø Vikingecenter)

Pladsen har tre shelters, muldtoilet og en udendørs håndvask.
Vandhanen er lukket i frostperioder.
Shelterne ligger foran centeret og har desværre ikke udsigt til Tissø.

Man skal booke shelterne, hvis man vil være sikker på en plads, og det koster lidt at overnatte der.

Hvis alt er booket, så tjek brugminbaghave.dk – der er flere brugbare haver ved Tissø.

Tømmerup shelter-og teltplads

Tømmerup shelter-og teltplads

Der ligger to shelters i en lille, hyggelig lysning. Toilet og vand findes ved Tømmerup Kirke, 600 meter fra pladsen.
Man kan ikke booke pladsen – her gælder ‘først-til-mølle’-princippet.
Hvis der er optaget, er der fin plads til at slå telt op.

Drikkevand langs Værslevstien

Vand

Vand er altafgørende på en vandretur, her er en liste over de muligheder jeg har fundet på ruten.

Der er flere muligheder for at tanke vand på ruten, og det er primært ved kirker, hvor man kan få vand året rundt.
Når jeg starter turen, medbringer jeg kun vand til fredagens 5 km, da der er vand ved nattens lejr. Lørdag morgen tankes der vand til hele dagens stræk. Når man kommer forbi Værslev Kirke, kan man fylde drikkedunken op til det sidste stræk, og ved Tømmerup Kirke tanker man vand til aften- og morgenmad. Søndag morgen går man forbi kirken igen.

  1. Bakkendrup Kirke
  2. Fugledegård – Vandet er muligvis lukket ved frost.
  3. Store Fuglede Kirke – 2,5 km afstikker fra ruten.
  4. Værslev Kirke
  5. Tømmerup Kirke

Mine eventyr på ruten

November 2022

En hyggelig efterårstur i flotte farver. Sæsonens første sne faldt natten til søndag, og jeg vågnede til det smukkeste hvide drys.
Det hyggeligste på turen var fredag aften. Jeg delte lejrpladsen med en far og søn på sheltertur. De tændte bål og inviterede mig på aftensmad – en lækker gryderet, der langt overgik det, jeg selv havde medbragt. Vi fik os en god snak over bålet og delte friluftserfaringer.

Del dine erfaringer fra stien

Skriv en kommentar om din tur, fortæl om dine oplevelser, erfaringer og evt. udfordringer du stødte på, som ville kunne komme andre til gode.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

×